Læsbarhedsindeks

Sådan virker det

LIX er et læsbarhedsmål, som Carl-Hugo Björnsson udviklede i 1960-erne. Det beregnes som gennemsnitlig sætningslængde plus andelen af lange ord i procent, hvor et langt ord har mere end seks bogstaver.

Målet fanger to ting, der begge gør en tekst tungere: lange sætninger, der kræver, at læseren holder mere i hovedet, og lange ord, som ofte er sammensætninger eller fagtermer.

Under 30 regnes som meget letlæst, som børnebøger. 30 til 40 er letlæst skønlitteratur, 40 til 50 almindelig sagprosa som aviser, 50 til 60 er svært, og over 60 er bureaukratisk eller videnskabelig tekst. Inddelingen er en tommelfingerregel uden fastlagt kilde, og den er lavet til svensk. Da Björnsson sammenlignede aviser på elleve sprog, fik svenske aviser 47, tyske 59 og finske 72, så den samme slags tekst lander forskelligt fra sprog til sprog.

En lav værdi er ikke et mål i sig selv. Det afgørende er, hvem der skal læse: en tekst til offentligheden bør ligge lavt for sit sprog, mens en teknisk rapport til fagfolk godt kan ligge højere.

Målet ser kun på længde, ikke på indhold. En tekst fuld af korte, men uforståelige ord får alligevel lav LIX, og en velskrevet tekst med nogle lange egennavne får en højere værdi, end den fortjener.

Sætninger tælles ud fra afsluttende tegn, hvilket gør, at forkortelser med punktum kan tælles som sætningsslutning. Værdien er derfor et skøn, ikke en nøjagtig måling.

Den samme besked på tre måder

Tre udgaver af omtrent den samme besked om en ansøgning, skrevet til denne side. LIX beregnes med værktøjet ovenfor.

Sådan beregnes LIX for den første tekst

1. Teksten har 24 ord og 4 sætninger, altså i gennemsnit 6,0 ord per sætning.
2. Antallet af lange ord, altså ord med mere end seks bogstaver, er 2. Det er 8,3 % af alle ordene.
3. LIX er summen af de to tal: 14,3.

Formlen

LIX er antallet af ord divideret med antallet af sætninger plus antallet af lange ord gange hundrede divideret med antallet af ord. Det første led måler sætningernes længde, det andet andelen af lange ord. Et langt ord har mere end seks bogstaver. Tegnsætning tæller ikke med i ordlængden, og et tal tæller som et ord, men aldrig som et langt.

Målet blev udviklet af den svenske pædagog Carl-Hugo Björnsson, der udgav en undersøgelse af skolebøgernes læsbarhed i 1964 og bogen Läsbarhet i 1968. Fordi formlen kun tæller bogstaver og ord og ikke stavelser, kan den bruges på andre sprog, og den blev hurtigt taget op i Danmark af biblioteker, tekstforfattere og forlag.

Den danske skala er den samme som den svenske. Lix 20 er meget let, 30 let, 40 middelsvært for voksne, 50 svært og 60 meget svært. En tekst til offentligheden bør normalt ligge under 40, mens en faglig rapport til kolleger godt kan ligge højere.

Hvad målet ikke kan se

LIX måler længde, ikke mening. En tekst fuld af korte, men uklare ord får alligevel en lav værdi, og en velskrevet tekst med nogle få lange egennavne eller fagtermer får en højere værdi, end den fortjener. Sammensatte ord trækker desuden dansk og de øvrige nordiske sprog op i forhold til for eksempel engelsk, hvor de samme begreber skrives i flere ord.

Sætninger tælles efter afsluttende tegn. Forkortelser med punktum, som ”f.eks.” og ”bl.a.”, kan derfor blive regnet som sætningsslutninger og trække værdien ned. Det samme gælder punktopstillinger uden punktum, der bliver læst som én lang sætning og trækker værdien op. Værdien er et skøn, ikke en måling.

Skalaen er endelig sat efter svensk tekst. Da Björnsson sammenlignede dagblade på elleve sprog, fik de svenske aviser 47, de tyske 59 og de finske 72. Forskellene mellem sprogene er altså store nok til, at en direkte sammenligning på tværs af sprog ikke siger så meget.

Klart sprog i det offentlige

Danmark har ingen sproglov, men kravet om et forståeligt sprog følger af god forvaltningsskik. Folketingets Ombudsmand skriver i myndighedsguiden, at en myndighed ikke blot skal skrive høfligt og korrekt, men også skal bestræbe sig på at skrive i et enkelt og forståeligt sprog, der så vidt muligt er tilpasset modtageren, og at en afgørelse kan være så svær at forstå, at den er i strid med god forvaltningsskik, selv om den formelt opfylder kravet til begrundelse.

Selve begrundelseskravet står i forvaltningslovens § 24: en begrundelse skal henvise til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for et skøn. En henvisning til en paragraf er altså ikke nok i sig selv.

Klart sprog handler om mere end korte ord og sætninger: om at begynde med det vigtigste, tiltale læseren direkte, bruge aktive verber og forklare fagudtryk. LIX måler kun en del af det, og en tekst kan have et lavt lixtal og stadig være svær at forstå.

Andre læsbarhedsmål

For engelsk bruges oftest Flesch reading ease, som Rudolf Flesch udgav i 1948. Det tæller stavelser per ord i stedet for bogstaver og giver høje værdier for lette tekster, altså modsat LIX. Flesch–Kincaid, der blev udviklet til den amerikanske flåde i 1975, vægter de samme grundtal på en anden måde og angiver et klassetrin i det amerikanske skolesystem.

At tælle stavelser er besværligt uden for engelsk, og det er netop det, LIX undgår ved at tælle bogstaver. Det er en af grundene til, at målet rejste videre til dansk, norsk, tysk og fransk, mens skalaen stadig afspejler svensk tekst.

Kilder

• lex.dk – lix
• Folketingets Ombudsmand – Myndighedsguiden, god forvaltningsskik
• Forvaltningsloven § 24
• Björnsson, C.-H. (1983). Readability of newspapers in 11 languages. Reading Research Quarterly

Sådan kontrolleres værktøjerne