Fjerdingvej

Hvad målet blev brugt til

Fjerdingvejen er en fjerdedel af den danske mil og var den afstand, vejfarende regnede i, når milen var for grov.

Målet fik sin form i 1683. Danske Lov fastsatte ifølge Den Store Danske milens længde, og regnet i den alen, som Ole Rømers mål- og vægtreform samme år byggede på, var 1 mil 4 fjerdingveje eller 12.000 alen og fjerdingvejen dermed 3.000 alen eller 1.884,3 m.

Da alen i 1835 blev justeret fra 62,81 til 62,77 cm, blev fjerdingvejen 1.883,1 m, og det er det tal, Den Danske Ordbog stadig giver: 1,883 km.

Rømer opmålte de store veje i 1691–1698 under Christian V, og vejene fik derefter milesten. Mellem helmilestenene satte man mindre sten med et, to eller tre huller, der viste, hvor mange fjerdingveje der var gået siden sidste helmilesten.

En forordning af 13. december 1793 om vejvæsenet udstrakte milestenene til de mindre landeveje.

Med loven om metersystemet fra 1907 skulle vejlængder måles i kilometer, og efter overgangsperioden, der sluttede i 1916, var fjerdingvejen ude af brug som officielt mål. Efter museumsloven er milepæle, der er synlige i terrænet og sat op før 1865, i dag beskyttet som fortidsminder.

Fordi milen var forskellig fra land til land, var fjerdingvejen det også. Lex angiver den norske til 2,824 km og den svenske til 2,672 km mod den danske på 1,883 km.

Ordet er det samme fjerding som i fjerdingkar og fjerding smør og betyder simpelthen en fjerdedel. Ordbog over det danske Sprog kender også formerne fjerdingvejs og fjerdingsvej, og Den Danske Ordbog fører ordet endnu, markeret som gammeldags, med eksemplet »Det er tre fjerdingvej i den retning«.

I systemet

1 fjerdingvej = ¼ mil = 3.000 alen = 1.000 favne; 4 fjerdingveje = 1 mil